Alene hjemme, åhh nej

 

Rolighund

Glad og positiv hundetræning

Alene hjemme, åhh nej

Så fik du din dejlige skønne hvalp hjem, du har fri en uge måske 2 uger og der er meget der skal forberedes til din første arbejdsdag og hvalpen for alvor skal være alene hjemme.

Det er ikke noget vi kan skåne vores dejlige hvalpe for at lære. Det er desværre virkeligheden for de fleste af vores hvalpe og hunde, at de skal være alene.

Det er naturstridigt, da vi har med et flokdyr at gøre, som trivedes bedst med at være 2 eller flere. Ja, der skal bare være en at være sammen med, hele tiden. Så kan det godt være at hunden går fra os når det passer den, men hunden er nu bare ikke glad for at vi går fra den. Hvalpen har haft et trygt liv hos sin hundemor og forhåbentlig søskende og deraf har den aldrig været alene. Selvom opdrætteren har haft forladt hvalpene, har den stadig haft selskab i form af de andre hunde, så det er altså noget helt nyt, frygt og kedsomheds fremkaldende at hvalpen nu skal til at være helt alene.

Men sådan er det og det vil være en stor del af de flestes hundes liv. Vi kommer ikke uden om at alle hunde, på et eller andet tidspunkt er tvunget til at være alene i kortere eller længere tid.

Det går da som regel også godt, i de fleste tilfælde at lære hvalpen at være alene hjemme med god planlagt træning.

De fleste nye hvalpeejere starter alene hjemme træningen med det samme, her menes et par dage efter de har fået hvalpen hjem og man kan se at den er begyndt at live op og føle sig tryg i de nye omgivelser og det er helt i orden.

Hvordan kommer vi så i gang med denne vigtige træning, som alle vores hvalpe kan komme til at kede sig frygtelig af eller blive utrolig utrygge ved og som vi selv mange gange bare ikke er så glade for selv.

Vi starter med at gå fra hvalpen i et par minutter, hvor vi skal være helt uden for synsvide. Gå over i skuret, ud til postkassen, gå ekstra gange på toilettet eller gå ind på et værelse og luk dørene efter dig hver gang og det er alle i huset det drejer sig om, det nytter ikke noget at kun en person forlader huset og de andre personer bliver hjemme, dette kan hvalpen sagtens fornemme og vil søge hen hvor den ved eller kan mærke der er nogen. Det hele drejer sig om at vænne hvalpen til at den ikke kan se os og være sammen med os hele tiden og ja det er en vane du er ved at lære din hvalp.

Start som sagt med at gå fra hvalpen i et lille bitte tidsrum, nogle starter med sekunder og andre starter med minutter (her må du føle efter og har du det godt og kan se hvalpen har det godt, gør du det helt rigtige for jer) og kom så tilbage til hvalpen. Det er rigtig vigtigt at du ikke reagere ved at hvalpen piver. Gå altid tilbage i det lille stille øjeblik du kan fange. Kommer du ind af døren hver gang hvalpen piver, vil den lære at det er det du reagere på og derfor kommer tilbage. Lærer hvalpen dette, kan du være sikker på at den vil pive mere og mere for at få dig tilbage og så er du på vej ind i en rigtig skidt indlæring.

Hils glædeligt på hvalpen, men på en stille og rolig måde, lad være med at virke hysterisk glad for at se hvalpen igen. Når du kan gå ud og ind af dørene og hvalpen giver udtryk for at den er tryg, ved at du forsvinder, så er det tid til at du begynder at gå fast ud af hoveddøren og det begynder at ligne en hverdagssituation, altså som hvis du normalt skulle ned med børn, til bageren, ud at handle eller på job.

Her er det nu at du begynder at øge tiden, hver gang du går fra hvalpen. Det er et værre renderi, men en nødvendighed. Det vigtigste er at du hele tiden sørger for at det ligner den naturlige årsag, som når du skal noget, hvor du ikke kan ha hvalpen med. Grunden til at du skal ha det til at ligne den naturlige årsag til at du går, er at situationen skal blive en velkendt god vane og deraf virke trygt for hvalpen. Jo mere tid du er væk fra hvalpen desto færre gange går du. Målet skal være du kan komme op på at gå et par timer der hænger sammen.

Når du træner alene hjemme med hvalpen, så er det meget vigtigt at du skruer helt ned for opmærksomheden til hvalpen ind imellem selvom du er hjemme, dette gælder alle i huset og er i samme rum som den. Denne træning skal til for at give hvalpen mulighed for at lære at den sagtens kan klare sig uden din opmærksomhed hele tiden. Dette gøres også ved at øge tiden roligt. Sæt dig ved et bord eller læg dig på sofaen eller noget helt tredie. Her er det også vigtigt at du føler efter hos dig selv, som skrevet før er det vigtigt at du har det godt med det du laver. Denne "pas nu dig selv lidt" er nok det sværeste der ligger i træningen af alene hjemme med hvalpen. Rigtig mange laver et godt stykke arbejde med at gå fra hvalpen i tide og utide, men når man så er sammen med hvalpen (som jo er største delen af tiden imens man går hjemme), så vil man gerne lave noget sammen med den, lege, nusse og pusse, snakke med den hele tiden og hvalpen har vores fulde opmærksomhed hele tiden og det er dette der kan give rigtig mange problemer når det bliver dagligdag. Savnet af konstant underholdning bliver for overvældende og savnet fører til utryghed.

Som du kan læse er det en hel lille pakke at træne alene hjemme. Men dit gode arbejde fører til at du i sidste ende, står med en hund der er sikker i det at være hjemme.

Det kan være en rigtig god ide, at give hvalpen noget den kan hygge sig med, når den er alene hjemme. Her er robust gummilegetøj til madfyld genialtog jeg kan varmt anbefale Kong mærket. Når hvalpen har spist maden deri, er det så robust at hvalpen ikke kan tygge legetøjet i stykker og så har den noget sikkert at lege med og tygge i også, når hvalpen får lyst til det.

Har du en yngre hvalp der har lært at være alene hjemme og har du et fuldtidsjob uden mulighed for at komme hjem før efter 8 og 9 timer, som en normal arbejdsdag jo er for de fleste personer, så er det en rigtig god ide at få en person til at komme og lufte hvalpen om formidagen og gerne være der i en til 2 timer, for så at personen går igen. Muligheden er også at der kommer en person et par timer før du selv kommer hjem og bliver der til du er hjemme. Selvom hvalpen kan være alene, er det nemlig ikke socialt forsvarligt at lade den mindre hvalp være alene i så mange timer. Hvalpen vil også blive helt renlig på et tidspunkt og det med at holde sig i så mange timer går slet ikke før den er meget ældre. Har du en arbejdsdag på 5 -7 timer, er det også en rigtig god ide at få en person til at komme om formiddagen, lufte hvalpen og bare være der en times tid. Når hvalpen kan være alene hjemme, så kan personen der kommer roligt begynde at trappe ned på tiden han eller hun er der, målet skal være at hvalpen gerne skulle være så gammel, tryg og kan holde sig, at den kan klare de 5 - 7 timer alene.

Når hvalpen har været alene hjemme i flere timer, så husk på at den virkelig trænger til en kvalitets tur sammen med dig, når du kommer hjem. Giv dig god tid til at gå en hygge tur, hvor hvalpen bruger sin næse, leger, løber, ja kort sagt kommer af med sit overskudskrudt, som den har bygget op i løbet af dagen. En hvalp der bliver stimuleret på den rigtige måde, vil ha lidt nemmere ved at lære at være alene hjemme.

Når du øver alene hjemme, så sæt et eller andet i hjemmet til at optage (her er mobilen eller computerens webcam et rigtig godt redskab), det er bare lyden du skal bruge. På denne måde kan du i starten følge hvalpen og få et sikkert indtryk af hvordan det hele går og det skulle jo gerne gå fremad. Dette giver dig en god mulighed for at kunne gå frem og tilbage i træningen. En hvalp vil på et eller andet tidspunkt give lyd fra sig, den vil også bevæge sig rundt, det er ikke til at undgå og er helt naturligt. Der hvor du skal følge med, sætte ind og rette træningen til er hvis din hvalp begynder at pive højlydt i længere tid, dette er et sikkert tegn på utryghed eller kedsomhed og det skal hvalpen ha hjælp til at rette op på igen, med din hjælp igennem en ny tilrettet alene hjemme træning.

 

 

Af Susanne Funch

Rolighund - v/ Susanne Funch

Tlf: 27218157 - Cvr: 30634448