Lederskab, nej. Hellere et makkerskab

 

Rolighund

Glad og positiv hundetræning

Lederskab, nej. Hellere makkerskab

Mange tilegner hunden, en titel som utilregnelig og lusket. Noget der vil tage magten fra dig, og tryne dig hvis den fik chancen ved enhver given lejlighed. Men forholder det sig sådan? Er vi nødt til at tage fat i og ruske hunden, stirre den dybt i øjnene til den giver sig (eller bider, og får endnu mere ballade), knurre brutalt af den, spise af dens madskål, forskrække den, straffe den ved den mindste fejl eller hvad metoden nu er for at ”sætte den på plads” og bevare lederrollen.

Hvis du nu, mod din vilje blev placeret et sted, som du ikke kendte. Du kunne ikke tale landets sprog, eller tyde folk og deres signaler, ville du ikke være fortabt…….Hvis der så oveni, var nogle der bestemte: Hvornår du måtte komme på toilettet, hvornår du måtte spise, hvornår du måtte komme ud og røre dig, hvornår du måtte drikke vand,hvornår du måtte hygge dig, og snakke med andre,hvornår du måtte sove. Behøvede du så andet til at fortælle dig, at du ikke var "noget". Nej vel…….

Uden at vi tænker over det, kommer mange af problemerne med vores hunde, fordi der ikke er balance i hundens behov. Vi bruger ikke vores resurser rigtigt. En hund der ikke bliver aktiveret og oplever verden udenfor, vil stresse og blive frygtelig umulig, en hund der bliver overstimuleret, og ikke lærer at slappe af, vil ligeledes stresse og igen blive frygtelig umulig, en hund der aldrig skal lave noget for føden, eller for en godbid, vil ikke give sin ejer meget opmærksomhed og helt ærlig, hvorfor skulle den det, maden kommer jo helt af sig selv, en hund der ikke kender til enkelte gældende regler og grænser, duer ganske simpelthen ikke i vores verden, en hund der ikke må noget men lever i en forbudsverden, vil blive passiv og mentalt i ubalance og så er der også ballade.

Det er ikke en videnskab at finde en balance. Det meste der ikke giver nogen gevinst opgiver hunden ret hurtigt, eller den dropper den dårlige adfærd, hvis den får et alternativ der giver belønning i stedet.

Der er mange gode smut veje, til god sund og naturlig aktivering af hunden.

At bruge hundens naturlige sanser (smag og lugt), er den bedste måde, at stimulere hunden på, brug fantasien og lav en liste over sjove ting, hvor hunden kan bruge disse sanser, her kommer enkelte eksempler: 1) Kast godbidder eller mad foran hunden i skoven eller hvor I går og lad hunden finde dem 2) Fyld en græsplæne med god plads imellem maden og helt ud i hjørnerne og lad hunden søge sin mad op. Til de rigtige dygtige hunde, kan man koge ris og vende dem i tun i olie og drysse dette over et lille areal og så sætte hunden på arbejde. Der vil ikke være et riskorn tilbage 3) Lær din hund at gå et godt spor, som ender ved madskålen 4) Prop maden i sodavands flasker uden låg, hunden skal nu prøve at få maden ud. Husk at hunden ikke må gå med flasken i munden, da den bare vil bide den i stykker og det er ikke meningen. Igen kan man til de dygtige hunde, bore et tilpas hul i midten af flasken der er så stort at tørfoderet kan komme ud. Skru så låget på igen og lad hunden arbejde for føden 5) Find et godt træ og sæt godbidder fast på nogle grene og lad hunden få dem ned. Den skal selvfølgelig kunne nå dem.

Lederskab er ikke et forhold hvor du bestemmer alting, og hunden bare skal lystre og arbejde. Den må gerne tage initiativ til noget selv, som du tager imod. Vil den snakke og nusse, fint så snak og nus med den. Indlær et ”slut” og et signal til det. Kommer den med sit eget legetøj (du har dit legetøj til brug sammen med hunden og hunden har sit), så hyg og leg med den. Brug dit ”slut” signal, når du ikke gider mere. Igen en balance, du gider ikke 10 gange i træk, men kan godt tage imod hundens ide nogle gange (I er vel makkere) og så slutter du af. Hunden vil ikke tage magten fra dig, blive en hysterisk hund eller en ”se mig NU” hund, fordi den også kan fange din opmærksomhed. Det eneste man skal huske på er at lade hunden vide at man ikke gider hele tiden. Fordi den vil.

Er I ude og gå, så lad hunden ind imellem udforske området i fred og ro, hvis du har et stabilt indkald og selvfølgelig hvis arealet tillader det. Har du problemer med at hunden ikke kommer ved indkald eller bare ikke interesseret i at den stikker af (og det kan alle hunde finde på) så giv hunden en line på, der minimum er 20 meter lang så vil den være "fri" i snor. Alle hunde har brug for at være "fri" på nogle af gå turene i løbet af en uge. Som du kan se, er vi mennesker udrustet med så mange redskaber og resurser, der automatisk gør os til de perfekte makkere for vores hunde. Med god omtanke er du også på vej derhen med din hund.

Tænk på, hvad du kan gøre for hunden, som automatisk giver dig noget godt igen. Samarbejde, konsekvenser, venlighed, aktiver hunden med og uden dig, giv den god mad (betyder meget for hundens sundhed, både ernæring og adfærdsmæssigt), kærlige strøg, kvalitets tid i stedet for kvantitets tid, regler og grænser (der aldrig ændres på)

og til sidst, giv plads for hundens naturlige nysgerrighed.

Hunden har brug for en, der vil være der for den. Der er ingen tvivl om, at hvis du behandler hunden ordentligt, så har du en ven for resten af hundens dage.

Det kræver ikke ret meget andet end at behandle hunden med respekt for det den er og tage dens fejl med, ingen er fuldkommen, og din hund bliver det heller aldrig. Men den er speciel alligevel.

Prøv at se på hvad vi forlanger af vores hunde og læg lige til, at hunden ikke forstår vores sprog eller vores signaler. Sikken en opgave at få. Den skal være en familiehund, den skal være sød, kærlig og venlig, den skal være stabil, harmonisk, hverken morgensur eller hyperaktiv, den skal være til glæde for voksne og børn hele tiden, også selvom de ikke er det for den, den skal være aktiv udendørs, dog ikke uregerlig, den skal være rolig indendørs, dog ikke kedelig, den skal kunne være alene hjemme, den skal kunne køre i bil, bus, tog, uden køresyge, den skal høre efter hvad vi siger, uanset hvad den laver, den må ikke gø, den skal gø ad fremmede, der nærmer sig huset, den må ikke trække i linen, den skal blive ved os uden snor, den skal komme, når vi kalder, uanset hvad den laver og hvor spændene det er, den skal ikke slås med andre hunde, også selv om man ikke lige har haft tiden til at socialisere den, den må ikke jagte andre dyr, den skal være renlig, den skal ikke være i møblerne, den må gerne være i vores seng, det er hyggeligt at putte, den skal ikke tage noget, der ikke er tilhører den og så videre.

Hunden bliver nødt til at tage alle dine fejl (som vi har som menneske) og acceptere dem på godt og ondt. Det gør den gerne. Det er en af de ting, vi kunne lære og tage til os, at acceptere noget 100% og få det bedste ud af det positive, som er der et eller andet sted. I stedet for at hænge os i alt det negative og prøve at ændre alting. Din hund er et yderst selvstændigt og intelligent væsen. Den eneste svaghed er, at den ikke har en eneste hjernecelle, der kan give den chancen for at snakke eller tænke. Den er ikke dum, den kommunikerer bare på en anden måde end os mennesker. Giv dig tid til at lære din hund og i hvert fald lidt af dens sprog at kende, så vil du også nemmere kunne filtrere i dens fejl. Ingen er fuldkommen, og det gælder også dig, hvorfor så forlange, at din hund skal være det. Din hund holder sig til dig for god behandling, for tryghed, for nærhed, for overlevelse. Men den kan altså også blive noget så træt af dig. Træt af at oversætte sprog. Træt af at gøre ting, når du vil ha den til det. Træt af knus (som kun findes i dyreriget hos aber og hos os mennesker). På samme måde er det i orden, at du bliver træt af hunden (vi bliver også trætte af konen eller manden indimellem) Så lad den være hund i fred, når du har det sådan. Det er en misforståelse, at hunden skal knuses, krammes og klappes på hovedet hele tiden for at være en glad hund. Den har mere brug for en afslappet person, der ved, hvad hunden ”taler” om. En der kan stimulere den fysisk og psykisk. En person der er spændende og hyggelig at være sammen med.

Hver gang du signalerer en kommando til din hund, skal det være det samme, du siger til hunden. Bruger du håndtegn skal det ligeledes være det samme tegn, du bruger til adfærden hele tiden. ”Sit” = få rumpen og halen ned på jorden og bliv der, til jeg siger noget andet. Siger du pludselig ”halloo sit” , ”så sit da” eller noget andet, kan du være sikker på, at din hund ikke aner, at du stadig mener ”sit”. Den sætter sig måske, fordi den gætter sig til, at det er det den skal og så sagde du "sit" et sted. Når du sætter ekstra ord på, vil hunden mange gange ikke kunne genkende lyden og reagere derfor ikke. Dette gælder alle de kommandoer, du bruger til hunden. Brug korte tydelige signaler til hunden, når du har dens opmærksomhed, og filtrer så alt muligt andet snak fra. Hunden hører dine signaler tydeligt, men jo mere du siger til hunden, jo mere hører den bare blablablabladupdidaaa.

I en indlæringen af en øvelse må man se på, hvad en hund egentlig kan. Man kan aldrig forlange, forlænge og udvide en øvelse, hvis grundelementet ikke er indlært rigtig. ”Sit” er ikke indlært, hvis man skal sige det 15 gange, og hunden stadig ikke gør det. Så må man tilbage til udgangspunktet (kontakt, kommando, afvent, ros og beløn). Man kan ikke være konsekvent med noget, som hunden ikke aner, hvad betyder. Er hunden i gang med at indlære en øvelse, skal man regne med at de første 50 gange fatter hunden ingenting. Først herefter kan man regne med at hunden begynder at forstå og så er indlæringen rigtig i gang.

De fleste problemer kommer af inkonsekvens. Man skal sætte sig nogle klare regler for hvad hunden må og ikke må og hvordan man har tænkt sig at opretholde sin egen regel 12 år frem og derefter arbejde målrettet og konsekvent på opgaven. Sender du forskellige signaler til hunden, vil den blive forvirret. Den ene dag giver adfærden gevinst, den næste dag gør den ikke. Hvad udløste gevinsten ?, Hunden vil prøve igen. Det er den sikre vej til forvirring hos hunden, at den ikke ved hvad du vil med den i forskellige situationer.

Eksempel 1: Du har sat dig for at din hund skal sidde roligt når den får halsbånd på, da du er træt af at den bliver total ustyrlig, bare det du går mod knagen med halsbåndet på.

Du tager halsbåndet, får kontakt til hunden og siger tydeligt ”sit”, hunden bliver ivrig, hopper og danser rundt, gør så det skærer i ørene og sidder under ingen omstændigheder. Dette betyder ingen halsbånd. Du ligger halsbåndet fra dig lidt og gentager så det hele `en gang til. Nu sætter hunden sig flot, du roser, giver hunden halsbåndet på og I er på vej ud af døren med ro på og I er glade. Hunden vidste hvad den skulle gøre for at få halsbånd på og du havde et klart mål og stod ved det.

Eksempel 2: Du har sat dig for at din hund skal sidde roligt når den får halsbånd på, da du er træt af at den bliver total ustyrlig, bare det du går mod knagen med halsbåndet på.

Du tager halsbåndet, får kontakt til hunden og siger tydeligt ”sit”, hunden bliver ivrig, hopper og danser rundt, gør så det skærer i ørene og sidder under ingen omstændigheder. Dette betyder ingen halsbånd. Du ligger halsbåndet fra dig lidt og gentager så det hele `en gang til. Hunden kigger spændt på dig, suser stadig rundt og gør. Du tager halsbåndet og hunden bliver igen over ivrig, hopper og danser rundt, gør så det skærer i ørene og sidder under ingen omstændigheder. Hunden skal ud og du gider ikke vente. Du giver irriteret hunden halsbåndet på og I er på vej ud af døren lidt små uvenner. Lærte hunden noget ? og hvad vil den gøre til næste gå tur ?

Din aflæser alt ved dig. Du kan se på hunden, når du hæver stemmen eller bliver irriteret at høre på i stemmelejet. Den vil straks fedte for dig eller trække sig væk fra dig. Kropssprog, som bliver udsendt bevidst og helt sikkert (mere sandsynligt, mange gange) ubevidst af dig, bliver omgående opfanget af din hund. Mange gange vil man opleve, at man synes, at hunden er umulig, og man ”vil sælge den dagen efter”. Går man dagen igennem vil man om aftenen ofte kunne se, at det er ens egen pirrelighed eller negativitet, der egentlig har startet det hele. Hunden går mange gange hen og bliver forvirret og stresset, fordi den ikke har nogle klare retningslinier at følge. Vi kan ikke sige til hunden, at vi har lyst til at bo på en øde ø, fordi vi er trætte og kede af det eller bare er almindelig hysterisk for en dag. Den går bare rundt og kan fornemme, at den er helt gal med dig af en eller anden grund. Fortsætter dette dag ud og dag ind, vil denne håbløshed også ramme hunden, og problemerne (mange gange alvorlige) er ved at være hjemme.

Har hunden ikke en rolig person, der kan tage hånd om den, tager den selv initiativet til at ”få det til at køre” og lave en masse ballade i vores øjne. De vil slippe det eneste punkt, som de burde kunne stole på, dig, når du ikke fungerer optimalt. Er man gal på konen, kollegaen eller damen i banken, er det ikke noget, der vedrører din hund.

Det er meget vigtigt, hvad enten det drejer sig om træningsbanen, derhjemme, på marken eller en tur i snor på gaden, at du bevarer roen og tænker et lille skridt længere frem, end hvad din hund kan. Det er endnu ikke blevet bevist om hunden kan tænke, så indtil da må vi antage at den bruger instinkter og fornemmelser (associationer).

Hunden har brug for en person til at have overblikket hele tiden, og som kan passe på den i en verden, som den overhovedet ikke forstår og ville kunne klare sig i uden. En person der sætter reglerne for overlevelse på en fair måde. Der er ingen grund til, at vi som mennesker roder hunden ud i noget, som vi egentlig godt kan tænke os til, vil gå galt på forhånd, og som stiller os i den situation, hvor vi selv mister overblikket.

Så ro og overblik er altafgørende, hvis du vil have en rolig hund. Det kan være svært, og jeg siger heller ikke, at man kan gå og være glad og have et kanon overblik 24 timer i døgnet, alle ugens 7 dage. Man skal bare bruge sin sunde fornuft.

I trænings øjemed gælder alt det ovenstående også, guffer, rolig holdning og rolig stemmeføring. Man har lov til at melde afbud til træning, fordi man har en dårlig dag og bare lukker hunden i haven i stedet.

Man ødelægger hele træningen for en selv og for hunden. Ikke kun for den ene dag, men man kan ødelægge meget af det gamle positive, som man også har bygget op.

 

 

Af Susanne Funch

Rolighund - v/ Susanne Funch

Tlf: 27218157 - Cvr: 30634448