Lige en tanke

 

Rolighund

Glad og positiv hundetræning

Lige en tanke

Jeg fik besøg af en hvalp på 4 måneder og jeg var egentlig lidt spændt på hvordan Brutus ville tage det. Han er ved at være en ældre fornuftig herre, der ikke rigtig gider det der med at bide, nappe og lege vildt mere. Men er udover dette god til andre hunde. Da hvalpen kom snusede de fint til hinanden og der var god kemi imellem dem. Der gik dog ikke længe før kådheden og glæden ved en ny legekammerat, tog over hos hvalpen. Hun begyndte at hoppe op i hovedet på Brutus og bide i ham. Brutus knurrede, vendte sig imod hende og gav et bestemt skarpt bjæf fra sig. Hvalpen satte sig ned foran ham, dukkede hovedet og var lidt lille at kigge på. De begyndte dog sekundet efter at lege sammen igen. Så fandt hvalpen ud af at det var sjovt at hoppe op på Brutus bagfra og bide ham i benet. Igen knurrede Brutus, vendte sig imod hende og gav dette bestemte bjæf fra sig. Hvalpen trak sig lidt tilbage, satte sig og kiggede på ham, med hovedet nede, drejet en smule og så igen meget lille ud. Brutus havde på intet tidspunkt været i nærheden af at røre hvalpen og var heller ikke voldsom. Det hele tog et split sekund for Brutus hver gang at fortælle hvalpen at det der gjorde man ikke, det gad han ikke. Hvalpen skulle opføre sig ordentlig, hvis de skulle lege. Så begyndte de at lege igen. Brutus jagtede hende rundt i haven og hun jagtede ham. Den stod på legebuk, løb, bjæffen og hygge 2 hunde imellem. Det var en fryd at se dem. Efter en times tid, så jeg faktisk ikke hvalpen prøve at bide i ham mere og den stod på leg, samtidig med at de bare gik rundt i haven og snusede.

Det jeg syntes er imponerende er, at her lærte hvalpen at man ikke bider på en lille times tid, uden fysisk kontakt. Udelukkende ved at Brutus på en god, sund måde og ved brug af sit udviklede hundesprog signalerede til hvalpen, som forstod, at det gjorde man ikke. Ingen voldsomhed, sure miner, ingen af hundene bar nag. Det blev i bedste stil ordnet hver gang der var noget og på en måde så der ikke var frygt hos hvalpen og hundene havde nogle super gode timer.

Det jeg sidder og tænker på, er om vi mennesker kan efterligne hundenes signaler til hinanden og bruge dem i vores opdragelse af hunden på samme måde. Nej, det tror jeg bare ikke på. Signalføringen hos vores hunde er så lynhurtige, præcise, korrekte og mange gange så små at det ville være umuligt for os at reagere på samme måde og se det samme hos hunden som en anden hund ville se, inden grænser blev overskredet og frygt eller slåskamp ville opstå. Vi er mennesker og hunden er hund. Vi tænker i fortid, nutid og fremtid, hunden er i nutiden hele tiden og hele vores naturlige signalpakke er milevidt fra hundens. Da vi ikke kan opdrage en hund som en anden hund ville kunne, må vi gøre det så godt som vi kan og lade være med at blande vores signaler med de signaler hunde har imellem sig. Vi kommer længst i vores opdragelse af vores hunde ved at tænke på at vores hunde lever i nutid, i tryghed og utryghed og vi er ikke i tvivl om at en hund i tryghed er en hund med glæde i øjnene og med en stolt afslappet kropsholdning.

Det er dette vi skal kigge på i vores opdragelsen af vores hunde. Opdrag med glæde og på en god måde din hund, det går jo super godt i de fleste tilfælde. Vær menneske og lad så din hund tale hundesprog med andre gode hunde. Sunde glade hunde er nu engang de bedste til at tale hundesprog. Hunden har trods alt flere 1000 års erfaring mere end os.

Når jeg skriver dette, er det hovedsagligt for at slå en streg under at vi skal holde os fra bruge de gamle opdragelses metoder, der er bygget op ud fra hvad hunde/ulve gør imellem hinanden. Disse opdragelses metoder dukker hele tiden op og selv her i år 2017 lever de i bedste velgående og de skærer lige i hjertet på mig og jeg kan ikke 1 gang for meget komme med budskabet om at lade være med at bruge dem. Vi kan kigge på vores hunde, lære om deres signalføring og hvad de betyder hunde imellem, på denne måde får vi et rigtig godt redskab til at hjælpe vores hunde i situationer som kan/kunne være gået galt. Men vi må ikke tro at vi kan opdrage vores hunde, som hunde nu engang gør hunde imellem. Den holder bare ikke og omkostningerne ved at bruge disse metoder kan være følelses mæssigt uoverskuelig eller farlig, da hunden kan reagere uhensigtmæssigt en dag.

 

 

Af Susanne Funch

Rolighund - v/ Susanne Funch

Tlf: 27218157 - Cvr: 30634448